Christoffer Juul om strik, materialer og en ny tilgang til garderoben

Strik fandt først sent vej ind i Christoffer Juuls liv – men siden har han ikke lagt pindene fra sig. I dag arbejder han med design, hvor materialet får lov til at sætte retningen. Vi har talt med ham om, hvordan det hele begyndte, hvad han savner i strikkeverdenen, og hvorfor garnet ofte får lov til at vise vejen i hans design.

Hvornår begyndte du at strikke? Og hvordan tog det fart?

Jeg begyndte at strikke den 25. december 2024, da jeg lå og slog mave på min mors sofa og blev træt af at zappe jule-tv. Min mor har strikket lige så længe, jeg kan huske, så hun satte mig i gang med et halstørklæde, som jeg gjorde færdigt et par dage efter.

Derefter tog min kæreste, som også strikker, over på oplæringen, og kort tid efter kastede jeg mig ud i en slipover. Det fik hurtigt skabertrangen til at vokse, og siden har jeg faktisk ikke lagt pindene fra mig.

Det er egentlig lidt sjovt, at det først kom så sent i mit liv, for jeg har altid haft noget mellem hænderne – om det har været tegning, ler, perler eller zines. Strik blev bare endnu et sprog at arbejde i.

Hvad har du savnet i strikkeverdenen – både æstetisk, materialemæssigt eller i samtalerne?

Helt fra starten undrede jeg mig over, hvor få tidssvarende strikkeopskrifter der findes til mænd.

Der er masser af spændende og udfordrende opskrifter til kvinder, som følger tidens silhuetter og æstetik. Men når det kommer til mænd, føles det lidt som om, de mest interessante opskrifter sidst blev udgivet i 80’erne.

Strik burde ikke være kønnet. Det er jo tøj og brugbare ting, som vi alle går med. Jeg har derfor savnet opskrifter til mænd og maskuline personer, der passer ind i en moderne garderobe – med detaljer og proportioner, der stemmer overens med det, vi finder interessant i dag.

Hvad betyder materialet for dit design – starter du med formen eller designet?

Materialet er altafgørende.

Når jeg har strikket andres opskrifter, er det ofte designet, jeg først er faldet for, og så går jagten ind på det garn, jeg vil bruge. Men i mine egne designs er det næsten altid garnet, der bestemmer retningen.

Jeg plejer at sige, at jeg ser med fingrene. Garnet får lov til at lægge stien og vise, hvordan det bedst kommer til sin ret – hvilke muligheder, strukturer og egenskaber der ligger i materialet.

Hvad gør strik relevant for dig i dag?

Efter jeg er begyndt at strikke, er jeg blevet langt mere opmærksom på tøjproduktion som helhed.

Når du sidder med garnet og arbejder dig igennem hver eneste maske, får du en helt anden taktil fornemmelse af materialet og tøjet. Det giver en større forståelse for, hvad det egentlig kræver at skabe et stykke tøj.

Samtidig begynder man at tænke over, at de priser, man i dag kan få en strik for i butikkerne, slet ikke repræsenterer det arbejde, godt tøj kræver.

Strik er derfor relevant, fordi det lærer os noget om tøj – og om værdien i selv at kunne skabe det. Det gør os også mere bevidste om vores forbrug.

Samtidig er det et analogt afbræk fra en stadig mere digital hverdag. Strik giver hjernen en pause fra skærmen og en anden form for ro.

Det første design udviklet i samarbejde med Christoffer Juul kan findes her.